Kranio Sakral Terapi

KST er en blid form for afspænding. Det kan bruges til utallige lidelser, men jeg bruger det fortrinsvis til afspænding og især ifm. stress og uro i kroppen.
Kranio-Sakral Terapi… hvad er det?

Kranio-Sakral Terapi har til formål at løsne spændinger og skævheder, der belaster centralnervesystemet. »Kranio« betyder »kranie«. »Sakral« betyder »korsben«. »Terapi« betyder »behandling«.

Et fysiologisk system

Kraniet, rygsøjlen, korsbenet og halebenet – og centralnervesystemet indeni – udgør et fysiologisk system. Centralnervesystemet er kroppens computer. Det omfatter hjernen, rygmarven og rygmarvsnerverne inkl. hjernevæsken, der »pumpes« rundt i membranerne uden om hjernen. Denne pumpebevægelse kaldes KST rytmen. Den blev opdaget af lægen William Southerland i 1920’erne, og er i dag en del af lægestudiet i USA. I 1976 etablerede Dr. Upledger den første KST undervisning for menigmand, og siden er KST blevet den hurtigst voksende kropsterapi i USA og Europa.

Trine Rosenberg og hendes daværende mand Stanley Rosenberg var de første undervisere i Kranio-Sakral Terapi i Danmark.

En enkel og naturlig terapi

Kranio-Sakral Terapi er terapeutisk behandling af centralnervesystemet. Behandlingen består af forskellige teknikker til naturlig udbedring af spændinger og skævheder, der belaster centralnervesystemet. Ved at løsne membraner, bindevæv og muskler så hjernen og rygmarven kan bevæge sig frit, kan systemet klare resten selv. Kroppen er pro­gram­meret til at kunne selv, når den blot får lov – bliver befriet for skævheder og spændinger omkring centralnervesystemet. Alle KST teknikkerne har i øvrigt »det blide tryk« til fælles. Det vil sige, at terapien altid udføres med meget let hånd, og altid opleves meget behagelig af klienten.
Hvordan foregår det..?

Behandlingsformen består af forskellige teknikker, der alle har ”det blide tryk” til fælles. Det vil sige, at terapeuten med meget let hånd og blide fingre trykker eller masserer specielle steder på klientens hoved, nakke, ryg og korsben.

Det er i øvrigt yderst behageligt at modtage en KST behandling. Klienten vil opleve en dyb form for afspænding. Ikke mindst, når terapeuten giver sin klient det såkaldte ”stillepunkt” – en lille let søvn som en dvaletilstand, hvor kroppen slapper 100 % af.

Under behandlingen ligger klienten på en briks, typisk på ryggen og med tøj på. Ved opretning af bækken, ryg- og nakkehvirvler ligger klienten både på ryggen og på maven, og med løs/afført skjorte eller bluse. Børn og især spædbørn kan også modtage behandlingen siddende eller båret – af pårørende eller terapeuten.

En behandling varer typisk 40 – 50 minutter. Behandlingens effekt kan normalt opleves allerede efter første behandling. I mange tilfælde vil en enkelt eller 2-3 behandlinger gøre underværker – og i andre tilfælde vil en behandling med jævne mellemrum være nødvendig.